- Brandidentitet og historien om det hele

Hvad er FundRacers

FundRacers er et passionsprojekt og et fællesskab af ildsjæle, der sammen gør en forskel for kræftramte børn og deres familier

FundRacers er en registreret frivillig forening, drevet af engagerede frivillige. FundRacers blev grundlagt med tre hovedformål: at maksimere indsamlingen til kampen mod børnecancer, gøre en direkte forskel for berørte børn og deres familier, samt at nære et fællesskab af ildsjæle, der værdsætter en sund og aktiv livsstil.

FundRacers driver en lang række aktiviteter, alle med det formål at understøtte vores ambition om at udrydde kræft hos børn.

Siden dag 1 har FundRacers samarbejdet tæt med Børnecancerfonden. Vi har fra starten sendt alle donationer direkte og 100% ubeskåret til Børnecancerfonden.

Mission, Vision og formål

Vores mission er at gøre en markant forskel i kampen mod børnecancer ved at inspirere og mobilisere ildsjæle til aktiv deltagelse og maksimere direkte, ubeskårne donationer til sagen.

FundRacers logo

Farver & Font

Farve: Hvid

HEX: #FFFFFF

Farve: Lyse blå

HEX: #94ABF9

Farve: Sort

HEX: #000000

Farve: Lyse lilla

HEX: #CEA7CF

Farve: Rød

HEX: #BE1E2D

Farve: Beige

HEX: #F2EEE7

Farve: Mørke blå

HEX: #1E3959

Farve: Orange

HEX: #F49037

Primære Font: Roboto

Historien om FundRacers

FundRacers blev grundlagt af Jakob Bay i 2014. Uden at vide, hvad projektet ville udvikle sig til, var det baseret på et grundlæggende ønske om at udrette noget godt og gøre en forskel for andre.

Jakobs egen svære barndom har skabt et brændende ønske om at sikre, at alle børn kan nyde en bekymringsfri barndom, fri for sygdom og uretfærdighed.

Jakob fik hurtigt overtalt nogle kammerater til at tilslutte sig projektet, og så var FundRacers en realitet. Primært fokuseret omkring løb forsøgte FundRacers sig frem og prøvede mange forskellige tiltag i et forsøg på at skabe den platform, FundRacers har udviklet sig til i dag.

Vi har løbet ekstremløb, besteget bjerge, solgt t-shirts, lavet træningsevents og afholdt foredrag – alt sammen for at finde den rigtige model til at drive FundRacers videre mod målet. I starten handlede det meget om selv at deltage i diverse løb og udfordringer, men efterhånden som FundRacers udviklede sig, blev det klart, at det store potentiale lå i at skabe et fællesskab, der kunne kæmpe kampen sammen.

10 år er gået, og FundRacers har udviklet sig. Medlemmer er kommet og gået, men Jakob har holdt fast hele vejen, og det har nu udviklet sig til et passioneret projekt for livet – noget, der giver mening og indhold, og samtidig gør en kæmpe forskel for kræftramte børn.

Gennem de mange år har FundRacers udviklet en skalerbar model, som kan bruges til mange forskellige aktiviteter. Der er intet loft, hverken over deltagere eller indsamlinger.

I dag består FundRacers af en rigtig bestyrelse, en lang række ambassadører og endnu flere ildsjæle. Du kan se oversigten her.

FundRacers er i dag en paraplyorganisation, som understøtter forskellige aktiviteter og samarbejder med ildsjæle som “Danmark for Børnecancerfonden”, RunDownCancer osv. Vi stiller vores setup, platforme, netværk osv. til rådighed for aktiviteter til fordel for Børnecancerfonden. Vi sikrer, at indsamlingsloven bliver overholdt, og at pengene går direkte ind på Børnecancerfondens konti.

Vi samler ind under Børnecancerfondens indsamlingsgodkendelse. Se mere om denne tilladelse her (LINK TIL INDSAMLINGSBREV).

Hvorfor Børnecancerfonden?

Da FundRacers blev startet, var første prioritet at sikre, at de penge, vi indsamlede, rent faktisk gik til det formål, vi kæmpede for: børnene.

Vi var imod tendensen, at velgørenhed var blevet “big business” med store kontorer og en kæmpe medarbejderstab, der slugte 40-50-60% af de indsamlede midler i administration.

Da Jakob mødte Børnecancerfonden for første gang, skete det i et lille lagerlokale ude i Nordhavn, hvor fire skønne kvinder sad og drev hele den store organisation. Det blev meget hurtigt klart, at her kunne man virkelig gøre en forskel og bidrage.

Samtidig var det kun 4% af de indsamlede midler, som blev brugt på administration. Det var noget, vi kunne stå inde for, og med andre ord, så gik pengene til det, de blev indsamlet til: børnene.

Gennem tiden er samarbejdet kun blevet tættere og tilknytningen stærkere. Med voksne kan sygdom i mange tilfælde relateres til livsstilsvalg, men børn er helt uskyldige. Det er et uretfærdigt genetisk lotteri, som gør, at nogle børn får cancer frem for andre. Findes der noget mere uretfærdigt?

Fordi det er genetisk, er løsningen også forskning, forskning og forskning! Og det gode ved forskning i børnecancer og kortlægning af de gener, som gør børn disponerede for cancer, er, at det i mange tilfælde også kan genbruges på voksne.

Derfor er forskning i børnecancer noget, som gavner os alle.

Da Børnecancerfonden startede, var det 2 ud af 5 børn, som overlevede en kræftdiagnose. I dag er det helt oppe på 6 ud af 7 børn, som overlever. Og en anden vigtig forbedring er også, at man har forbedret behandlingen for børnene, så de nu overlever med langt færre følgesygdomme og handicap end tidligere. Så børn kan bedre få lov til at være børn, og de vokser nu op med et bedre liv og flere muligheder.

Vi er ikke i mål endnu; børnecancer er fortsat den hyppigste dødsårsag blandt børn. Men vi er godt på vej, og vi ved, hvordan vi kan gøre det endnu bedre.

Læs mere om, hvad Børnecancerfonden bruger pengene på.

Historien bag navn, logo og farverne

Historien bag navnet

FundRacers er et ordspil på det engelske ord “Fundraiser”. “Fundraiser” er et engelsk udtryk, der bruges om folk, der rejser penge til velgørenhed. Vi har brugt “Racer”, fordi vi startede med at samle ind via forskellige motionsevents.

Historien bag Logoet

FundRacers-manden kom til verden lidt tilfældigt. Da FundRacers blev grundlagt, var det kun mænd, som var en del af teamet. Men over årene har symbolikken i logoet udviklet sig, og nu har vi tilføjet en kvindelig version samt en familieversion. Det er dog stadig det originale logo, som er FundRacers' primære.

Selve logoet er opbygget af en anonym silhuet, dvs. det kunne være alle. Ligesom at cancer kan ramme os alle, enten direkte eller indirekte.

Vingerne stammer fra OCR World Championships' logo, da FundRacers startede ud med at være meget fokuseret på OCR (Obstacle Course Race). Sidenhen er vingerne blevet et symbol på “engle”, som de mange ildsjæle, der støtter FundRacers, også kan kategoriseres som.

Hjertet er den røde tråd gennem alle logo-versionerne. Alle deltagere og støtter har hjertet på rette sted, og vi har alle hjertet med i FundRacers. Kærligheden til børnene er det, som holder os kørende.

Historien bag Farverne

FundRacers' primære farver er blå og rød.

Rød repræsenterer kraft og passion, der afspejler ildsjælenes engagement i kampen mod børnekræft. Blå står for uskyld og glæde, egenskaber der karakteriserer de børn, vi støtter. Sammensmeltningen af rød og blå skaber lilla, et symbol på Børnecancerfonden, der forener vores styrker og håb.